Aabenraa Taekwondo Klubs historie

På klubbens bestyrelsesmøde den 29. november 1995, besluttede man, at Aabenraa Taekwondo Klubs historie burde nedskrives og fremover anvendes som tillæg til de gradueringer, som foretages i klubbens lokaler. Opgaven blev tildelt Ingolf Milther Nielsen, og i de følgende delafsnit har han forsøgt at gengive resultatet af hans og den øvrige bestyrelses granskning i klubbens historie m.m.

Taekwondo kommer til Danmark og Aabenraa

Frem til 1968 var de mest udbredte kampsportarter i Danmark judo, boksning og brydning. Ved et judostævne i Aabenraa i 1968, besluttede lederen af Sønderborg Judo- og selvforsvarsklub, Gunnar Sørensen, at det kunne være en god ide at prøve noget nyt, og inviterede derfor to taekwondo instruktører fra Holland til en opvisning med træning i Aabenraa. Det blev således ved et judostævne i Aabenraa i 1968, at danskerne for første gang kunne opleve en taekwondotræning. Træningen blev ledet af hollænderen Theo Salim 3. dan. Gunnar Sørensen indførte umiddelbart efter stævnet i Aabenraa, taekwondo som et af flere træningstilbud under Sønderborg Judo- og selvforsvarsklub. I løbet af få år var taekwondo et tilbud, som blev givet i de fleste judo- og selvforsvarsklubber i Danmark - herunder også som et tilbud i Aabenraa Judo- og selvforsvarsklub.

Aabenraa Taekwondoklub ser dagens lys

I løbet af 1979 og 1980 begyndte en del medlemmer at Aabenraa Judo- og selvforsvarsklub at arbejde hen imod en selvstændig taekwondo klub i Aabenraa. Planerne og ideerne blev diskuteret, og den 22. december 1980, fattede konstituerende næstformand Peter Raben pennen og udfærdigede de første udkast til klublove og ide-grundlag for Aabenraa Taekwondo Klub. Den 20. januar 1981 modtog Peter Raben og formanden Finn Ravn den officielle meddelelse fra Dansk Taekwondo Forbund om, at Aabenraa Taekwondo Klub var blevet optaget i forbundet, og Aabenraa Taekwondo Klub havde dermed set dagens lys.

Aabenraa Taekwondo Klubs 1. ordinære generalforsamling

Tirsdag den 26. januar 1982 kl. 19.00, afholdt Aabenraa Taekwondo Klub sin første ordinære generalforsamling i den tyske skoles mødelokaler i Aabenraa, hvor der var fremmødt 15 stemmeberettigede medlemmer. Af mødereferatet fremgår det bl.a., at Peter Raben midlertidigt var blevet konstitueret til formand, og derfor fremlagde formandsberetningen for klubbens første år. Af Peter Rabens formandsberetning fremgår det bl.a., at interessen for taekwondo sporten var meget positiv, så klubbens medlemstal var på 32 aktive - heraf 5 kvindelige - medlemmer. Mødeprocenten til de to ugentlige træningsaftener var høj. Man havde således måttet holde igen med at optage nye medlemmer på grund af de lidt trange pladsforhold på den tyske skole. Formanden kunne derfor berette, at man fra næste år ville få stillet større lokaler til rådighed. Omkring klubmedlemsforholdet kunne formanden berette, at et medlem var blevet gradueret til rødt bælte med en sort stribe, et medlem til grønt, og tre til orange og syv til gult. Klubbens bestyrelse så optimistisk på fremtiden og håbede på at kunne stille et kamp-hold i det kommende år, så man kunne deltage i turneringerne. Klubbens bestyrelse kom efter den første ordinære generalforsamling til at bestå af:

  • Olaf Hein, formand
  • Jonni Christiansen, næstformand
  • Peter Lund, kasserer
  • Børge Gildhoff, sekretær
  • Brian Møller, best. medlem
  • Lisbeth Hansen, best. medlem

Nye træningslokaler og klubbens første sortbælte-instruktør

I løbet af 1982 arbejdede klubbens bestyrelse intenst på at få nye og bedre egnede lokaler. Dette lykkedes. Således blev klubbens nye hjemsted fra august 1982 Aabenraa Svømme- og Idrætscenter på Hjelmallé 3.

I august 1983 fik klubben sit første medlem med sort bælte, idet Ingolf Milther Nielsen bosatte sig i Aabenraa og startede i klubben. fra 1. januar 1984 var det Ingolf, der stod for klubbens nybegynderhold. I samme periode blev et kamphold også sat i system. En af nybegynderne fra januar 1984, Michael Jacobsen, opnåede 2. dan i 1996.

Klubbens kamphold består sin prøve

I løbet af 1984 lykkedes det at få kampholdet udviklet så det af formandsberetningen for 1984 kunne beskrives således:

  • 2 mand til begynder-cup i Fredericia med en 3. og en 8. plads
  • 1 mand til begynder-cup i Esbjerg med en 4. plads
  • 13 m/k'er til venskabskamp i Sønderborg og Lysabild

Resutatet for stævnet i Sønderborg blev:

  • to 1. pladser
  • fem 2. pladser
  • tre 3. pladser

Øvrige mærkedage i klubben

  • klubbens næstformand og medstifter Jonni Christiansen bliver den første Aabenraaer som bliver sort-bælte bærer i klubben
  • klubben får sin første danmarksmester, idet Henrik Ravn vinder Poomsemesterskabet (figurmesterskabet)
  • for første gang i klubbens historie opnår klubben en placering som 5. mest vindende klub ved et stort stævne i Køge med 175 kæmpere fra 29 danske klubber.